Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/247

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

233

Abel ikke omvender sig, vil han komme til at dø en skammeligere Død end jeg. — Og saaledes skete det. To Aar senere blev den mægtige Konge af Danmark med Spee og Spot slaaet paa Flugt af Frisernes lille Bondefolk, og maatte paa Flugten segne under en Bondes plumpe Øxe. Længe laa hans Liig ubegravet, et Aadsel, priisgivet de vilde Dyr og Fugle. Endelig blev det bisat i Slesvigs Domkirke. Men Kong Eriks onde Broder havde ingen Ro i Graven; han gik igjen, og forfærdede den hele Stad; da lode Munkene atter hans Liig tage op og føre udenfor Staden. Midt i den tykkeste Skov grove de det ned, og dreve en Pæl tværs igjennem det, for at holde det fast i Underverdenen, hvor — — —

Her taug Fortælleren pludselig stille. Da jeg saae ivejret, fik jeg atter Øje paa Kain og hans Fælle, som nærmede sig fra modsat Side.

Alles Blikke vare henvendte paa det frygtelige Par. Ubevægelige og i en aandeløs Taushed lode vi dem gaa forbi. Det lod til, at de tilsammen havde faaet en Skræk i Livet. Med vilde Miner saae Kain sig idelig tilbage, og Abel gik med det blottede Sværd i Haanden. Just som de kom os forbi, standsede han pludselig, og vendte sit forstyrrede Aasyn lige imod os.

Kain og Abel! — fremstammede jeg uvilkaarlig.

— Ha! — udbrød Ridderen, idet han foer op;