Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/257

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

243

ud af Hænderne. Da han atter kom lidt til sig selv, lod det et Øjeblik, som om han vilde rejse sig, enten for at fly eller falde mig tilfode. Men et strengt Blik og en Haandbevægelse fra min Side vare Nok til at holde ham tilbage. Een af de Tilstedeværende, hvem hans Forfatning var falden mest i Øjnene, bød ham et svingende fuldt Glas Portviin; han greb det begjærlig og tømte det ud til Bunden. Nu blev han ligesaa blussende rød, som han før var bleven bleg. Han vovede igjen at møde mit Blik; men koldt viste det ham tilbage. Jeg stod som en Fremmed for ham, der kun havde Eet at fordre, at Spillet skulde have sin Gang. De Øvrige forlangte det Samme. Hvad der egentlig foregik, havde Ingen nogen Anelse om. Der var altsaa ingen Naade for Synderen; han maatte holde ud i det Mindste en Stund endnu. Med skjælvende Hænder, halv sandseløs fordeelte han Kortene, tog Penge ind og gav Penge ud. Spillet gik saaledes atter sin Gang, og, mærkeligt nok, Bankøren syntes nu at skulle have et afgjort Held med sig. Men jeg ventede; jeg tvivlede ikke om, at det jo maatte komme anderledes. I Begyndelsen havde jeg kun været een Spillet blandt mange; men snart var jeg saa godt som den eneste. Da Tid var, gav jeg mig til at forcere mit Spil. Aldrig havde det vist før i denne Cirkel gjældt om saadanne Pengesummer. Spændingen var derfor ogsaa ganske overordentlig. Men størst hos Bankøren; han