Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/258

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

244

var ligesom spændt paa Pinebænken. Det maatte have en Ende! Endnu en Omgang, og Banken var sprængt.

Da foer den Ulykkelige op, ligesom ude af sig selv, og vilde med det Udraab: — Alt, alt er tabt! — styrte mig forbi. Men jeg greb ham i Armen. — Ikke Alt; — sagde jeg sagte: — der kan tabes Mere endnu. — Bi! Vi ville følges ad. —

Og jeg fik ham til ganske maneerlig at tage Frakke, Hat og Stok, for paa sømmelig Maade at forlade Selskabet og følge med mig. Sensationen var naturligviis stor; men det Hele gik saa sikkert og tillige lempelig for sig, at Ingen fandt Anledning eller Lejlighed til at lægge sig imellem.

Jeg tog ham altsaa med mig; med vaklende Knæ stavrede han frem ved min Side. Saalænge vi vare undervejs, mælede jeg ikke et Ord.

Men saasnart vi befandt os alene paa mit Værelse, tog jeg Bladet fra Munden, og jeg skaanede ham ikke; Jeg havde havt saa gode Tanker om ham, der havde været ham saa meget betroet, og saa skammelig havde han bedraget mig. Det maatte han undgjælde for.

Han var fuld af Ruelse, ydmyg, sønderknust; elendigere Menneske har jeg ikke seet for mig. Tilsidst bad han ikke længer om Skaansel for sig selv, men kun for sin arme Moder, hvis eneste Støtte og Glæde han var i Verden.

Men jeg lod mig længe bede og trygle. Jeg havde fast besluttet, at for godt Kjøb skulde han ikke slippe.