Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/259

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

245

Denne Nat maatte han ikke glemme, saalænge han levede.

Endelig tog jeg ham til Naade. Jeg vilde give ham Lejlighed til at vise sin Anger i Gjerningen og blive et nyt og bedre Menneske.

Saa var da Alting igjen godt. Nej, godt var det ikke. Da han vilde fjerne sig, bemærkede jeg, at han ravede ligesom beruset, og neppe kunde holde sig paa Benene. I denne Tilstand kunde jeg ikke lade ham gaa hjem; i alt Fald vilde jo den ulykkelige Hemmelighed strax være bleven røbet for hans Moder. Jeg ringede paa min Tjener, og lod det stakkels Menneske anvise et Soveværelse i Huset.

Næste Morgen laa han i stærk Feber og talte i Vildelse. Jeg kom strax igjen til at tænke paa hans Moder; paa hende havde han jo tænkt mere end paa sig selv. Om at flytte ham kunde der i intet Tilfælde være Tale. Hastig tog jeg min Bestemmelse. Min gamle betroede Tjener paalagde jeg at gjøre en dyb Hemmelighed af den unge Mands Ophold i Huset. Derpaa skrev jeg til hans Moder, at jeg ganske pludselig havde seet mig nødt til at sende ham paa en vigtig Forretningsrejse, der ikke taalte mindste Opsættelse. Den vilde rimeligviis vare nogle Uger. Hans Afskedshilsen skulde jeg senere personlig overbringe hende.

Saaledes hvilede hans Skjæbne, næstefter Guds, ganske i mine Hænder. Uge paa Uge forløb under en voldsom Nervefeber. Næsten al min Tid deelte jeg