Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/262

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

248

Indre. Et sky, ængsteligt Blik, som idelig vendte tilbage, bar for bestandig Vidne om hans Livs hemmelige Historie.

O disse gode Gjerninger, de have bragt Mange i Elendigheden! Thi, tvivl ikke derom, de fleste gode Gjerninger, bleve de underkastede en tilbørlig Analyse, vilde give et lignende kummerligt Facit! Jeg vil ikke sige, at der ej gives virkelig gode Gjerninger. Men, naar Alt kommer til Alt, hvad ere selv de bedste Andet end den simple Skyldighed? Hvorledes Man end vender og drejer dem, noget Overskud vil der aldrig i Evighed komme ud.


Veed Du, hvad Selvpiinsel er? Udentvivl; Du maatte ellers kun have prøvet Lidt i Verden. Men saa veed Du ogsaa, at der neppe gives værre Piinsel end Selvpiinsel. Men først i Helvede bliver dette til Fuldkommenhed klart. Det er netop ligesom Nerven i Helvedes Pine, at vi selv ere blevne Redskaberne til vor Piinsel.

Een af de mildeste Former for denne Selvpiinsel er Grubleriet. Og dog, hvor fortærende! Ja, fortærende er det rette Udtryk. Vi fortære os selv saa ganske, at der ikke bliver nogen sund Tanke tilbage i os. Saa ere vi naturligviis nødte til at holde op. Vi staa lige paa Grændsen af Vanvidet; men over Grændsen kunne vi naturligviis ikke komme. Hvor det svimler for Hjernen, svier for Hjertet! Vi befinde os netop i