Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/264

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

250

gjæves. — Blot een eneste Taare! — sukker jeg i ulidelig Kval. — Evige Barmhjertighed, — ak, hvad er en Paakaldelse uden Tro! — blot een eneste Taare!


Tiden løber. Det er naturligviis Vaas. Her gives jo ingen Tid. Imidlertid maa der dog være Noget, som løber; det viser den stadig tiltagende Lysning. Det store, frygtelig skjønne Øjeblik nærmer sig, da Paradiset i sin Glands ligesom skal opsluge Helvedes Mørke. Dog, Du maa ikke lægge videre Vægt paa, hvad jeg siger. Jeg taler jo her om, hvad jeg endnu sletikke kjender. Maaskee er dette store Øjeblik frygteligt uden at være skjønt, og maaskee er det endnu meget langt borte.

I Verden derimod løber Tiden, som sædvanlig; det mærke vi tydelig. Fornylig indløb der en pompøs Anmeldelse af et Tedeum, som var blevet afholdt i een af Verdens Hovedstæder. Det maa have runget igjennem det nederste Helvede, jeg mener Djævlekrogen. Det maa ret have været en Festdag for de Fordømte.

Anledningen til dette Tedeum var det lykkelige Udfald af en Krig, som en mægtig Stat paa den skjændigste Maade havde paaført een af sine smaa og svage Naboer. Et sandt Røvertog; men det var lykkedes. Verden gratulerede. Men det var ikke Sejerherren Nok hermed. Sejerherren gratulerede højtidelig sig selv og sang Tedeum!

Disse Tedeums-Fester ere Noget af det Skam-