Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/265

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

251

løseste, Verden har at opvise. Det er Mere end Hykleri; det er en bundløs Frækhed. Man skyer endog ikke en officiel Gudsbespottelse for at besmykke sin Nederdrægtighed, og tage sig pæn og anstændig ud i Verdens Øjne. Man gaaer saa vidt i sin skjændige Bestræbelse for at gjøre Skarn til Guld, at Man endog maa drage Gud ind i det, fra Himlen ned i Skarnet. Det vil Man engang bitterlig komme til at fortryde.

Een af de Indbildninger, hvori Verden saa gjerne vugger sig, og hvorom den gjerne fører løs Snak, er den høje Grad af moralsk Værdighed, den fortiden mener at have opnaaet. Det er det ynkeligste, latterligste Selvbedrag. Verden er i Sind, om ikke i Skind, ligesaa ond, raa og fejg, som den altid har været. Den er kun mere poleret. I den store Verden er der ligesaa lidt nu som før noget absolut gyldigt, noget fast bestaaende. Ære, moralsk Forpligtelse, Sandhed, Retfærdighed, Barmhjertighed, Alt sættes tilside, naar højere Hensyn, det vil sige, Fordelen kræver det. Endnu gjælder i fuld Udstrækning den Stærkeres Ret. De smaa Stater, saasom Holland, Belgien, Danmark, &c., ere et Rov for den første den bedste store Magt, som blot tør vove det. Ja, blot at vove, derpaa kommer Alting an. Lykkes Vovestykket, er Voldsgjerningen med det Samme retfærdiggjort.

Det er den virkelige Tilstand i Verden; det er den saakaldte offentlige Moral. Dersom det gik ligesaadan til i det borgerlige Samfundsliv, mellem Mand