252
og Mand, som imellem Staterne, vilde Verden være en Røverkule, og intet skikkeligt Menneske kunde udholde at være deri.
Det maa Man rigtignok sande, at bred er den
Vej, som fører til Fordærvelse. Først fra Helvede af
seer Man ret, hvor bred den er.
Nogle ligesom dandse henad Vejen. Men alligevel tager det Tid; thi de skulle ind i saa mangen Kro og Kippe og Dandsebod undervejs. Hele deres Liv er et Spil, en Leeg, en Fest, og de spørge ikke, om det er Gud eller Djævelen, som giver Festen. De bruge alle Sandser; gives der Lejlighed, anskaffe de sig endog et Par Extrasandser. Det er imod Naturen, det er sandt; men det gjør Intet; tværtimod, Nydelsen bliver desto større. De rive saa mange Ting, som muligt, med sig ind i den Hvirvel, hvori de bevæge sig; om Tingene ere ægte eller forlorne, det er dem lige meget. De aande kun i Øjeblikket; deres Fremtid er det næste Bal, Selskab eller Gilde, den næste Komedie eller næste Mode; deres Evighed er Forventningens kedsomlige Time. De sige til sig selv: — Vi leve, vi leve! — Men Døden holder dem i sine Arme. Holbeins bekjendte Dødningedands i den gamle Stad Basel er Mere end en Fabel. De dandse, lefle, pjatte, sove og spise sig igjennem Verden. Pludselig giver det blot et lille Ryk, og — de ere i Helvede.
Og mange Andre ligesom krybe henad den brede
