253
Vej. Man skulde tro, det var besværligt; men det er det ikke. Muldvarpen i Jorden føler sig ikke mere besværet end Fuglen i Luften. Og de ere et Slags Muldvarpe. — Vi see paa det Solide. — sige de; og saa rode de sig ned i Jorden. — Vi see — sige de, og de have Ret. Det er kun en Fabel, at Muldvarpene ere fødte blinde. De have tværtimod det skarpeste Blik, endog for hver lille Gnalling, som de støde paa undervejs. Det er rigtignok ikke Gnallinger, de søge efter; tværtimod, til hele Stykker staaer deres Hu. Men de foragte Intet; ogsaa med Gnallinger tage de tiltakke af Støvets Herligheden Thi de kjende ikke andre. De see bestandig kun nedad; kun det, som findes i Muldet, er Noget værdt for dem. Hvad der er oventil, vide de ikke, og bryde sig heller ikke om at vide. Det har aldrig vakt deres Opmærksomhed, at der er en Himmel, og at den er fuld af Stjerner. Deres Liv er et endeløst Roderi. Nej, dog ikke endeløst. Naar de saaledes have rodet sig igjennem et større eller mindre Stykke af Verden, træffe de uforvarende paa et Hul; dette Hul i Tilværelsen er Døden. De plumpe igjennem, og naar de igjen komme til Bevidsthed, befinde de sig i Helvede.
Blandt de underlige Ting i Verden er det
udentvivl een af de underligste, at alle Mennesker vide, at
de skulle dø, — Intet er vissere — og dog er der kun saa
faa, som tænke paa Døden, og endnu færre, som
belave sig paa at dø. De fleste Mennesker dø ligesom
