255
I, som have elsket, som bitterlig savne Eders Hen' farne, I ville naturligviis spørge, med bævende Hjerte og grædende Taare: — Ak, kunne vi da ikke med vore inderlige Bønner gavne eller staa Eder bi? —
Jeg veed det ikke. Men beder, beder dog for os, af Eders ganske Sjæl og uden Afladelse! Det veed jeg, at en sand Kjærlighed aldrig kan være spildt, blive uden Frugt. Thi Gud er i sit Væsen jo Kjærlighed, og hans Søn er Kjærlighedens Fylde blandt Menneskene. Maaskee, maaskee ville dog Eders Bønner komme os tilgode, ikke alene nu, men i al Evighed!
Seer jeg frem, seer jeg tilbage, min Kval er lige
stor, skjøndt meget forskjellig. Seer jeg frem, samler al
min Pine sig i den gyselige Forestilling om en endeløs
Tilværelse uden Haab. Seer jeg tilbage, samler den
sig i den vilde, altid nagende Smerte over et forspildt Liv.
Ja, herfra Helvede bliver det først rigtig klart, hvad
Frugt det jordiske Liv kunde have baaret, hvilke livsalige
Frugter. O, hvor lykkelige ere ikke I, som leve, og
endnu have fri Haand til at vælge Eders Skjæbne!
— Saalænge der er Liv, er der ogsaa Haab; — der
er aldrig blevet talt sandere Ord. O, hengiver Eder
dog blot ikke i den falske, fordærvelige Indbildning, at
det er for silde! Den Løgn har alene slaaet flere Sjæle
ihjel end alle Verdens Laster tilsammen. Det er ikke
for silde! Om end Døden ventede Eder den Dag
imorgen, det er ikke for silde. Jordelivet, saa udtømt
