Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/272

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

258

endnu er tabt, Meget maaskee i sig selv, men kun Lidt imod det, som endnu er til at vinde og tabe? Saa fat da Mod! Det er visselig sandt: — Saa yderlig Du end er kommen, det er endnu ikke for silde! Det er endnu ikke for silde at begynde et ganske nyt, et helligt og lykkeligt, et lyksaligt Levnet!


Jeg har seet hende! Det var, som om Døden gjennemiisnede mig paany. Rystet indtil Hjerteroden foer jeg tilbage for Synet og segnede under den frygtelige Anklage. Ja, det var hende, hende, mod hvem min Synd er saa stor, at jeg aldrig engang har prøvet paa at undskylde mig. Føler Du, hvor meget dette har at sige?

O, min Ven, aldrig har jeg talt derom, men længe har jeg hemmelig gruet for, at Anna, hvis Liv jeg saa letsindig, saa modvillig ødelagde, skulde møde mig heri Helvede. Hun er her, jeg har seet hende!

Jeg gik med een af mine Bekjendte. — Kjender Du Undinen? — spurgte han. Paa mit benægtende Svar vedblev han: — Der seer Du hende! —

Jeg fulgte hans Fingerpeg og saae en ungdomlig, fyldig Kvindeskikkelse i letteste Klædebon og med udslaget Haar. Klædningen klæbede ved hendes Lemmer; det var, som om den dryppede. Hun var stille beskjæftiget med at vride, snart sit Klædebon og snart sit tunge Haar. Nu saae hun ivejret; Forfærdelsen gjennembævede mig. Det var Anna!