Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/278

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

264

Navn indbyrdes oprettet og højtidelig underskrevet en Traktat, hvorved den lille Stats Existents var sikkret, — naturligviis til evige Tider.

Og der henrandt tolv Aar. Da tilbød der sig ganske uventet en god Lejlighed for to af disse mægtige Naboer til at blande sig i det lille Lands Anliggender, og for godt Kjøb faa deres Kage melet. Traktaten var vistnok herved slemt ivejen; men det havde, under et vilkaarligt Paaskud, dog kun Lidt at betyde. Man sagde sig simpelthen løs fra Traktaten. Det kunde synes voveligt; men det var det i Grunden sletikke. Den raa Magt er i Virkeligheden altid sikker paa at imponere, især naar den teer sig rigtig frækt og træder alle Hensyn under Fødder. De øvrige Stormagter knurrede rigtignok, og fandt, at det dog var altfor skammeligt; een af dem gav endog knubbede Ord. Men derved blev det ogsaa. Den Ene efter den Anden lod forstaa, at han ikke var mere forpligtet til at haandhæve Traktaten end enhver af de Andre, og saaledes snege de sig efterhaanden alle ganske stille bort fra den. Da det kom til Stykket, stak de tilhobe ganske fredelig Piben ind, og lode Traktaten gaa fløjten.

Saaledes var da den lille Stat priisgiven den Stærkes vilkaarlige Vold. Alverden raabte Vee over en saadan Skjændighed. Men. Ingen rørte saa meget som en lille Finger for Retfærdighedens og Barmhjertighedens Skyld. Ja, ikke engang til et kraftigt Ord var der Raad. I rette Tid vilde blot et alvorligt Ord have