Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/279

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

265

været tilstrækkeligt til at forebygge Udaaden. Men Europa kjendte under de givne Omstændigheder ikke nogen finere Politik end den, at tie og forholde sig ganske ftille.

Saa faldt da de Store over den Lille, tre mod Een, stødte i Æselstrompeten over de let vundne Sejre, og vidste ikke, paa hvilket Been de vilde staa af Sejersstolthed. Og da de havde den Lille rigtig imellem deres Knæ, slagtede de ham i Ro og Mag, og lagde de fedeste og bedste Stykker tilside, for siden at enes derom, som de bedst kunde.

Det er nu en Prøve af den saakaldte højere Politik, og af den offentlige Moral i det nittende Aarhundrede. Men Historien er ikke hermed tilende. Sønderlemmet og blødende, for lille og svag til herefter at kunne bestaa for sig selv, saae det ulykkelige Offer sig om for at finde en Tilflugt, et Tilhold. Mod Nord boede beslægtede Folkestammer; naturligviis henvendte det først sine Tanker paa dem. Men da tordnede een af de andre Traktatmagter det imøde: — Vover ikke derpaa! Det ville vi ikke taale! —

I sin Fortvivlelse vendte det sig dernæst med en Tanke mod Syd. Forraadt og forladt af alle dem, der havde kaldt sig dets Venner, mærk vel, det var i Fortvivlelse, spurgte det sig selv, om det dog ikke var bedre, med det Hele at stille sig til Fjendens Tjeneste end at lade sig søndersplitte. En Fjende veed Man dog i det Mindste, hvad er. Men førend Tanken