Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/280

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

266

blev til Iid, lød fra den anden Side en ligesaa mægtig Røst: — Vover det ikke! Under ingen Omstændigheder ville vi taale det! —

Sandelig, det var haarde Betingelser. Forraadt af sine Venner, knust og lemlæstet af sine Fjender turde det ikke engang med de blødende Rester søge Tilflugt, hvor det bedst kunde. Det syntes overhovedet sletikke at maatte existere, hverken paa den ene eller den anden Maade. Det var ligesom et Menneske, af hvilket Man hugger Arme og Been, og som Man derpaa oven i Kjøbet forbyder, med de blødende Stumper at søge Lægen, eller opsøge sig en Vraa, hvor det kan lægge sig hen og dø.

Det er eet Exempel af mange paa den saakaldte højere Politik. Men Enden er ikke endda.

Traktaten foer naturligviis strax til Helvede, ikke i den treenige Guds, men i Djævelens Navn, med alle sine Underskrifter. Og ligesom Abels Blod raabte fra Jorden imod Himlen, saaledes raabe disse Underskrifter fra Helvede imod Jorden. Hvert Navn vil have sin Person. Og Underskrifterne drage, hemmelig, men mægtig, ja uimodstaaelig. De ere ligesom Skypomper over Havet; de ville mættes. — I, som saaledes have sat Eders Navne i Pant i Helvede, gruer dog for Eder selv! Kommer dog til Besindelse! Der er kun en kort Vej mellem Jorden og Helvede. Med mindre I møde den forbarmende Gud undervejs, ville I vist komme der!