Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/281

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

267

Der har kun været to Mennesker i Verden, som have kunnet lære mig Taalmodighed: min Moder og Lili. Men Lilis Magt over mig var, uagtet sin bly og blide Art, dog uden Sammenligning den stærkeste. Det var den kolde Pligt, som igjennem min Moder virkede paa mig, igjennem Lili var det en ubeskrivelig hjertevarmende Godhed og Ømhed. I Følelsen af min store fysiske Kraft var jeg heftig og bydende; jeg havde en afgjort Tilbøjelighed til at bryde enhver Modstand, overvinde alle Hindringer. Endog lige overfor det reent umulige oprørtes jeg inderlig og knyttede uvilkaarlig Haanden. Paa vor Samrejse i Udlandet kom dette mit ubændige Væsen isærdeleshed for Dagen; men det var ogsaa netop paa vor Rejse, at Lili efterhaanden fik en saa fuldkommen Magt over mig. Jeg gik i hendes Skole uden at vide deraf, — underligt nok, maa jeg tilføje, at hun vidste det ligesaa lidt — og blandt de gode, kostelige Ting, jeg lærte eller begyndte at lære, var ogsaa Taalmodighed.

Hvor levende staaer det ikke for mig! — Paa vor Rejse vare vi komne til Luzern, og skulde over St. Gotthard til Italien. Men jeg havde foresat mig, at Lili ret tilfulde skulde nyde denne Overgang over Alperne. Efter min Mening gives der nemlig intet Dejligere i Verden end denne bratte Overgang fra det barske Norden til det milde hesperiske Syden. Ved at gaa over St. Gotthard, Splügen eller Simplon har