Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/282

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

268

Man Fylden af hele Italiens Herlighed samlet i en Vandring fra Morgen til Aften.

O taabelige Erindring! Hvorfor kan jeg ikke Andet end forny den ved alle min Aands Midler? Jo større Nydelse engang, desto større Pine nu.

Vi vare altsaa i Luzern. Men Vejret var i højeste Grad ugunstigt; vi maatte tøve der i hele otte Dage. Det var en streng Prøve for mig. Hver Morgen gik Lili og jeg ud paa den lange Bro, Hofbrücke kaldet, som fører over Reußfloden, for at see ud efter Vejret. Neppe halvtredsindstyve Skridt kunde vi see fremfor os over Søen. Alt var indhyllet i Rusk og Taage; ikke een eneste Bjergtop lod sig skimte, endog kun som en Aabenbaring, øjebliksviis. Der var fra Dag til Dag ingen Udsigt til bedre Vejr. Jeg fnyste inderlig af Ærgrelse. Aldrig vil jeg kunne glemme disse Morgenture, saa harmelige og dog saa søde. Der gik vi og ventede, om det maaskee dog ikke vilde klare op. Lili førte mig frem og tilbage ad den fjorten hundrede Fod lange Bro, liig et vildt Dyr i Lænker. I hendes Nærværelse vilde jeg gjerne beherske mig. Men jeg kunde ikke Andet end bide Tænderne sammen og nu og da sætte Hælene dygtig haardt i Broens Planker. Det kom saaledes uvilkaarlig. Men paa letteste Maade styrede den sextenaarige Pige det vilde Væsen i mig. Kun et svagt Tryk af hendes bløde Arm, og jeg betvang enhver Yttring af Utaalmodighed. Sagen var, jeg kunde