269
gjerne have kastet mig ned paa Broens vaade, smudsige Planker og tilbedt hende.
Hvor opfindsom, hvor fuld af Aand var hun ikke i at adsprede og underholde mig, medens vi saaledes gik frem og tilbage ad den underlige ældgamle, bedækkede Bro! Imellem Tagsparrerne var der anbragt Felter, og i disse fandtes en uendelig Række ældgamle Malerier af den naiveste, trohjertigste Komposition og Udførelse. Hun standsede med mig snart foran eet, snart foran et andet, og førte ved sin Tale Billederne saa levende frem for mig, at jeg ikke kunde Andet end lade mig fængsle og komme til at smile. Ofte maatte jeg endog bryde ud i hjertelig Latter.
Naar vi saa igjen havde ventet forgjæves, og hun havde givet mig mit gode Lune tilbage, vendte vi hjem til Hotellet, hvor min Moder ventede os med Frokosten.
Endelig en Morgenstund klarede det op. Det blev os en sand Festdag. Vi vare komne tidligere ud end sædvanlig, og stode paa Broen. Da lettede Skydækket sig; Søen begyndte at udbrede sig; de dejlige Kyster kom trindtom tilsyne. Snart pippede ogsaa en enkelt Bjergspids frem. Vi kunde ikke løsrive os; vi stode ligesom fortryllede, indtil hele Forvandlingen var gaaet for sig. Endelig var det straalende, ubeskrivelig storartede Panorama fuldstændigt. Den hele Søkyst laa i stor Rundbue for os; over den hævede sig Bjerge paa Bjerge, og bagest og højest Centralalperne med den evige Snee,
