Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/284

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

270

Altsammen i en Forgrundsramme, der dannedes af Rigibjerget og Pilatus —: Dödi, Klariderne, Uri-Rothstock, Hohenbristen, Titlis, — Hvo kan huske dem alle! Det ene Bjerg efter det andet traadte frem i blændende Majestæt og Herlighed. Jeg havde nær omfavnet Lili af Glæde; men jeg tabte Intet ved at undlade at gjøre det. Thi Lili var ligesaa betagen som jeg; uvilkaarlig lagde hun sin Arm om min Skulder. Jeg troede at kunne høre hendes Hjerte banke. Dog, det var maaskee mit eget.

Saa vare vi da den næste Dag rigtig tidlig paafærde, fore over Søen, og droge med jublende Hjerter opad St. Gotthard. Søfolkene havde yttret den Formening, at Vejret endnu ikke var til at stole paa; men vi stolede paa vor gode Lykke, og lode Alt gaa op i Dagens Nydelse. Vi gik og kjørte vexelviis. Lili havde ingen Ro paa sig; saasnart hun havde hvilet sig lidt, var hun atter i Bevægelse. Stedse herligere udfoldede Bjergnaturen sig. Den første Alperose havde nær kostet mig Livet; den var naturligviis til Lili. Hvilken Dag! En saadan Dag er et heelt Liv. Ligesom Solen gik ned, droge vi gjennem Urnerlochs vilde, mørke Hule, ind i den blide, i sin simple Skjønhed og ophøjede Ro ligesom forklarede Urserndal, og toge Herberg i den lille By Andermatt.

Men den følgende Dag — hvilken sørgelig Forandring! Om Natten var der skeet Omslag i Vejret;