Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/286

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

272

er vis paa, at Folkene modtoge et lignende Indtryk, som om hun helligede Alt, hvormed hun kom i Berørelse. O, Lili, jeg seer Dig for mig! Noget mere reent og skjært og duftende end det mig dyrebare Væsen gaves der aldrig i Verden!

Men jeg kommer bort fra min Fortælling. — Ogsaa i forskjellige smaa Værksteder og Udstillingslokaler førte hun mig ind, hvor vi forefandt allehaande nydelige Ting, forarbejdede i Træ, botaniske og mineralogiske Samlinger &c. Dristig bankede hun paa overalt, og overalt syntes hun at komme lige tilpas. Det gik ligesom ved et Trylleri. En almindelig Iagttager vilde maaskee have sagt: — Ja, en saadan Magt har Ungdom og Skjønhed. — Men i Virkeligheden stode langt højere Midler til Lilis Raadighed ved denne Fortryllelse. Gud alene kjender dem tilfulde.

Dette Ophold blev, hvad Ingen i Begyndelsen let skulde have tænkt, virkelig frugtbringende for os. Da vi forlode dette øde, men dog saa yndige Sted, som er hævet adskillige tusinde Fod over den almindelige flade Verden, toge vi en smuk lille Alpeidyl med os derfra.

Stundom kom dog Mismodet over mig igjen. En Aften spurgte jeg Lili: — Hvorledes kan Du dog være saa taalmodig og fornøjet paa dette øde og fattige Sted, standset midt i en lykkelig Fart til dejlige, velsignede Egne? —

— O, Otto, det har jeg let ved at være. — svarede hun stille: — Vistnok er her øde og fattigt, og