Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/299

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

285

højbaarne, mægtige Herre ere ikke til at kjende fra hinanden; de ere lige bare, nykterne og ynkelige. Ja, Ynkeligheden er her det fælles Adamsmærke, og forgjæves vilde jeg forsøge paa at gjøre dens Grad begribelig. Den er lige fuldkommen udtrykt i de Elendiges Miner, Holdning, og den Maade, hvorpaa de komme frem. Helvedesvejen er let og magelig i Begyndelsen; men den bliver saare besværlig tilsidst. De Fleste krybe frem, i halv sandseløs, bævende Angst, og vide ikke, hvorledes de ere stedte.

Det var unægtelig, som Man vilde sige i Verden, et mageløst Skue. I, som i Verden ikke kunne faa Nok af det Pikante og Gruelige, I vilde vist føle Eder tilfredstillede her. Jeg for min Deel formaaede ikke længe at udholde det. Alting er nemlig heri Helvede mageløst, desto værre, og pikant i alleregentligste Forstand. Alting farer med Stik til Hjertet; men der er ikke to af vore utallige Smerter, som ligne hinanden. Ved denne Lejlighed var det mig, som om Alting vilde vende sig indeni mig. Du vil maaskee sige: — Det var kun Selvkjærlighedens Smerte og Pine. — Dog, min Ven, maaskee ikke ganske; nej, jeg troer det vist, ikke ganske. Der var Noget i denne Smerte af en bedre Natur. Jeg kunde have grædt over mig selv og Andre.

Alligevel, saa underligt det kan synes, havde jeg ondt ved at komme bort fra Stedet. Det var kun ved at bryde overtvært med mig selv, at jeg rev mig løs for at vige tilside, og i Eensomhed fordøje de nye Bitter-