Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/302

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

288

paa Uret, Svig paa Svig og Bold paa Vold; saaledes fik jeg ham endelig til at kæmpe Fortvivlelsens Kamp. I denne Kamp maatte Tusinder bløde; men jeg vandt naturligviis en let Sejr. Hør nu videre, hvor vidt jeg drev Forfængeligheden! Det var en storartet Løgn det Hele, det var fra først til sidst kun et frækt Opspind, og i alt Fald kunde der i en saadan Strid ikke være nogen Ære at vinde. Men alligevel bildte jeg mig selv ind, — det faldt svært, men det lykkedes mig virkelig — at jeg var i min Ret og kun opfyldte min Pligt mod Fædrelandet, at det var en højhjertet, ædel Bedrift, jeg udførte, en sand Heltegjerning, hvorfor jeg maatte høste en evig Berømmelse.

Men det blev dyre Laurbær, skjøndt jeg havde lagt an paa at vinde dem for godt Kjøb. Mig selv kunde jeg til en vis Grad bedaare, men Verden ikke. Alverden foragtede mig i Hjertet, endog de, der skrydende lovpriste mig. I Virkeligheden havde jeg saaledes kun ringe Glæde af min erhvervede Navnkundighed. Men meget værre skulde det blive.

Dog, endnu kunde jeg være sluppen derfra. Jeg kjendte Gud som den barmhjertige Herre. Var jeg kommen til angerfuld Erkjendelse af min Daarskab og Brøde, vilde der vist ogsaa have været Forladelse at finde for denne Skyld. Men jeg forhærdede mig imod Sandheden, og vedblev indtil mit Livs Ende at holde fast ved den Indbildning, at jeg var en Helt for Ære