Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/303

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

289

og Ret, hvis Navn med Glorie maatte naa til de fjerneste Slægter.

I denne Indbildning foer jeg heden, — ikke til Himmerige, hvor der allerede var beredt den fromme Olding Sted, — vee mig, nej, ikke til Himmerige! Lige paa det Sidste fristede Satan mig, og jeg foer til Helvede! — Ja, siig det kun ligefrem, kjære Fremmede, vi ere med hinanden i Helvedes Pine! — O, hvor jeg hader og foragter mig selv! Daare, Usling, som jeg var, — vee mig, vee! —

Og han vedblev at jamre sig.

Jeg kunde ikke Andet end give ham Ret. Han havde virkelig baaret sig ad, ikke alene som en stor Taabe, men, reentud sagt, ogsaa som en stor Slyngel. Men heri Pinen ere vi jo Slyngler alle, i uendelig stort Assortiment. Jeg forlod ham derfor ikke, førend jeg havde hjulpet ham lidt tilrette med sig selv.

Nu spørger Du naturligviis: — Hvad var det for en Konge? Hvilket var hans Navn, hans Land? — Javist, Nyfigenheden spiller en stor Rolle i Verden. Men naar jeg nu hertil svarer: — Det var en Konge af Abyssinien, — saa er Du rimeligviis lige klog. Thi Du er kun slet inde i de abyssinske Kongers Række, og har neppe engang hørt den sidst afdøde Konge i dette Rige nævne. Maaskee veed Du ikke engang, at Kongen af Abyssinien er en Christen.

Imidlertid, med den Besked maa Du lade Dig nøje. — Ganske nylig traf jeg ham igjen, Kongen af Abys-