Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/304

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

290

sinien. Han havde da faaet Klæder paa, ligesom andre ordentlige Folk heri Helvede. Kronen sad lige paa hans Hoved, og der var begyndt at danne sig en Hofstat omkring ham. Han var øjensynlig godt paa Gled med at finde sig tilrette paa Stedet; men forbedrede kunde hans Vilkaar dog just ikke siges at være. Thi en Skare af Mennesker, Egne og Fremmede, som ved hans Brøde vare hjemfaldne Døden midt i deres Synder, forfulgte ham, hvor han gik og stod, under vilde, skjærende Forbandelser. Han var ligesom et jaget Dyr, og kunde ikke komme hastig nok afsted; thi han skjælvede af Angst, og Kronen tyngede ham til Jorden.

Saa hastig og saa fuldkommen omskiftes Tilværelsens Kaar, naar Man ikke nøje seer sig for, hvor Man træder, og hvad Man gjør. Man synker i Graven, og Graven er et bundløst Dyb for alle dem, som Guds Naade ikke holder oppe; først i Helvede er der Bund at finde.

Denne Konge var gaaet bort midt i sin Sejersruus; nu er Rusen ganske ovre. I Helvede hersker der en fuldkommen Nykternhed. Ogsaa han havde aspireret til Navnet: den Store. O, hvor jammerlig lille er han dog ikke nu, hvor lille gjør han sig ikke for at undvige sine Forfølgere! Maaskee vil det nu og da lykkes ham; men sig selv vil han aldrig kunne undvige. Og den Foragt, han føler for sig selv, er for sig alene større Marter end alle deres, som han saa letsindig og saa hovedkulds sendte i Døden.