Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/311

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

297

med Tavlerne! — Naar jeg da foer ivejret, befandt jeg mig i Mørke. Hidtil havde jeg aldrig vidst, hvad det var, at være bange i Mørke; fra nu af vidste jeg det.

Tidlig den næste Morgen gik jeg med min Gave ned i Tantes Værelse. Døren var imod Sædvane lukket, men blev strax aabnet, da jeg havde givet mig tilkjende. Men ubehagelig overrasket blev jeg staaende indenfor Døren, da jeg fandt den kjære Tante Betty stille grædende. Foran sig havde hun i en Række udbredt en heel Deel Smaating af den forskjelligste, underligste Art. Hun vinkede mig hid til sig, og favnede og kyssede mig taus. Jeg var saa overrasket og bekymret, at jeg ganske glemte den kostbare Gave, som jeg holdt i Haanden. Først faldt mig ind, om Tante maaskee ogsaa var kommen til at klemme en Sommerfugl ihjel. Men snart fik min Tanke en anden Retning. — Tante, — udbrød jeg: — sagde Du ikke iaftes, at Gud seer alle Ting? Seer han da ogsaa, at Du græder? — —

Tante Betty saae studsende ivejret. Pludselig var det, som om Solen gik op over hendes milde Træk.

— Javist gjør han, min søde Dreng, — svarede hun, idet hun med heftig Ømhed trykkede mig i sine Arme: — og jeg er en stor Tosse, at jeg saaledes kunde glemme det og være bedrøvet. Han ikke alene seer, men tæller mine Taarer. —

Og hun tørrede hastig sine Øjne, og viste mig et smilende Ansigt. — Kan Du see, min Dreng, — ved-