298
blev hun: — hvorledes Gud i en Snup har aftørret dem alle? Han aander kun paa Øjet, og de ere borte. —
— Men hvorfor græd Du, lille Tante? —
— Det forstaaer Du ikke, mit Barn. Jeg er idag en gammel Pige paa fyrretyve Aar. Men det er alligevel taabeligt at græde. Lad mig kun blive en gammel Jomfru, paa 60 — 80, ja 100 Aar! Jeg brvder mig ikke en Døjt derom, naar det saaledes er den kjære Guds Villie. Men kom nu og sæt Dig hos mig! Jeg har en lille Historie at fortælle Dig. —
Jeg satte mig tæt ved hende; hun slog Armen om mit Liv, og begyndte:
— Det er længe siden, lille Otto, men der var engang en ung og smuk Pige, dog ligesaa taabelig som smuk; thi hun troede, at Verden var saa ubeskrivelig dejlig, og at al den Lykke og Herlighed, som var i Verden, ventede paa hende. Der var deri just ikke noget Ondt, min Dreng; men det var en ligesaa fordærvelig som falsk Indbildning. Thi den pure Indbildning var det, at Verden var saa smuk. Dog smuk var hun; det er baade vist og sandt. Men naar Man sagde hende, at hun var det, bøjede hun Hovedet og slog Øjnene ned; det var, som om hun skulde synke i Jorden.
Og der var En, der sagde hende det uophørlig. O, hvor han selv var smuk,— smuk, stærk og kjæk! Det var i Krigens Tid. Han var Kaperkapitajn, Man sagde, ret en Vovehals.
Og hun fik ham kjær, stedse kjærere. Veed Du,
