Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/321

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

307

I Tiden blev al Livets Fylde, og al den Velsignelse, Kjærligheden formaaer at optænke, os af faderlig Haand tilbuden. Men vi bare os ad ligesom I, og vendte op og ned paa Forstanden; vi fordreve Tiden og vidste ikke, hvad vi gjorde. Nu er den borte, ganske borte, og har taget alt Haab med sig. Ogsaa vi ere borte, ganske borte, fortabte helvedvidt udenfor Tilværelsen, og ville aldrig, aldrig mere komme tilstede.

I Verden var Theatret eet af Hovedmidlerne til Tidsfordriv. Ogsaa her have vi vort Theater, skjøndt der ingen Tid er at fordrive længer. Det er kun gammel Vane, som gjør os det til Fornødenhed. Ogsaa her maa Kvinderne have Noget at sværme for, Mændene Noget at blive beundringsgale over, Kvinder og Mænd tilsammen Noget at snakke om og konversere. Vejret afgiver her ingen Gjenstand; desto mere maa Theatret holde for.

Theatret her er i en ejendomlig storartet Stiil, hvortil Verden, selv ikke Verden i Verden, jeg mener Paris, kan opvise Magen. Repertoiret, for saa vidt som det beroer paa Digtning, er rigtignok temmelig tarveligt. Det er kun sjelden, at et Theaterstykke i Verden er gemeent nok til at fare til Helvede; det Letsindige, Flaue og Tomme er det herskende, og det kan naturligviis ikke give stort Udbytte. Men vi have vor egen selvstændige Maade til at forsyne Scenen med Stykker, og Man vil uden Tvivl indrømme, at Theatereffekten i Verden kun er Vand mod den heri Helvede. Naar