308
undtages hine enkelte fra Verden overleverede Stykker, som der kan reflekteres paa, bestaaer vort Repertoire af lutter virkelige Begivenheder. Og ikke alene dette; ogsaa Skuespillerne ere de til Begivenhederne henhørende virkelige Personer. De gjentage blot paa Scenen, hvad de have forøvet i Verden. Det er altsaa ikke en Illusion, det her gjælder om; der bydes idealiter en fuldstændig Virkelighed. Hvad der foregaaer, er virkelig skeet, og netop ved disse Personer.
Der gives Theaterdirektører i Mængde. Allerede i Verden var det en højst fortrædelig Stilling, et endeløst Bryderi, — hvor ofte er den ikke bleven kaldt et sandt Helvede! Men først her saa Theaterdirektørerne det sande Helvede at føle. De maa med Anspændelse af alle deres Kræfter kappes med hverandre for at bringe noget ret interessant, spændende, rystende eller rørende paa Scenen. Ja, underligt nok, ogsaa her vil Man røres, men kan desværre ikke blive rørt. Først maa de gaa paa Jagt efter en Begivenhed (alias et Drama). Dernæst maa de opstøve de til Dramaet henhørende Personer, som ofte ere splittede ad over hele Helvede. Naar de antræffes, maa de uden Videre lyde Ordre og give deres Rolle. Men det gjælder om at finde og samle dem.
Et Exempel vil bedst kunne oplyse Sagen. Nylig blev der opført et Stykke, betitlet Juveelsmykket. Det er en med djævelsk Sindrighed anlagt Forførelses-
