Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/330

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

316

maa jeg med stor Forsigtighed skille ad, eller rettere flaa, i fine Hinder, saa fine som Maaneskin i Verden. Og Blækket, ak, min Ven, hvad vilde Du sige, om jeg fortalte Dig, at det var mit Hjerteblod? Det er desværre sort nok, men, som Du seer, tykt og grumset.

Jeg behøver vel ikke at paaminde Dig om, at mine Breve ikke kunne taale at gjemmes? De ere kun et Skin af Nattedunst, som hastig opløser sig i Dagslyset og Virkeligheden, og forsvinder. Du maa derfor altid læse dem strax, og, hvis Du ønsker at bevare deres Indhold, kopiere dem.

Dette Brev, jeg nu skriver paa, tænker jeg at faa afsted med en ganske mærkværdig Mand, som jeg regner blandt mine interessante Bekjendtskaber. Han ligger netop for en Udflugt op til Verden. Det er een af Karl den Dristiges Paladiner, som fandt Døden for et Schweizerspyd ved Murten. Stiv og strunk træder han op i sin fulde Rustning; endikke Sporerne fattes, som ej ville klirre længer, og Hjelmbusken, som ingen Luftning mere vil bringe til at vaje. Han holder Veziret stadig nedslaaet; endskjøndt jeg allerede har havt mangen god Passiar med ham, har jeg dog endnu ikke opnaaet at faa hans Ansigt at see. Han skammer sig, saavidt jeg kan forstaa. Aldrig har han kunnet glemme, at han, den berømte ridderlige Helt, Sejerherren i saa mangen en Dyst, har maattet segne for en elendig Bondes Haand.

I sin højridderlige Værdighed indlader han sig