Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/337

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

323

maatte jeg ikke gjennemgaa af Vanskeligheder og Ydmygelser! Jeg bad, jeg truede, jeg øste Penge ud. Min højædle Fyrste tog sig endog kraftig af min Sag. Som Pilgrim maatte jeg gaa til Rom. Endelig, efter to Aars Kamp og Gjenvordighed, kunde jeg føre min Brud til Alteret.

Isandhed, havde jeg kunnet kalde Træskofolket tilbage, jeg troer, jeg havde gjort det! Men det hørte til de umulige Ting.

Saa blev Cyrilla da min Hustru, mit Hjerte dobbelt dyrebar, fordi hun havde kostet mig saa meget, og saa trolig holdt ud med mig. Jeg havde nemlig havt en Medbejler, og det tilsyneladende en farlig, i Greven af Tournailles. Med ham havde Intet hindret hende i at indtræde i Forbindelse; men hun havde foretrukket at vente og vente længe for at holde sit Løfte til mig. Jeg var i fem, sex Aar meget lykkelig; det var den skjønneste Tid af mit Liv. Vi bleve velsignede med to Børn, en Dreng og en Pige. Der var Intet, som fattedes i min Lykke. Da kaldte Hertug Karl sine tro Vasaller til Vaaben. Med et kjækt, skjøndt blødende Hjerte løsrev jeg mig og adlød Kaldet.

Den ulykkelige Krigs Historie kjender Du jo. Over Lothringen vandt vi en let Sejr; saa gik vi mod Schweizerne. Granson, Murten, forsmædelige Ihukommelse! Jeg forstaaer endnu ikke, hvorledes det egentlig gik til; der maa have været Helvedes Kunster med i