Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/338

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

324

Spillet. Ved Murten faldt jeg, foer hen i stor Vaande, og oplod mine Øjne heri Pinen.

Jeg, som saa vist havde stolet paa at komme i Himmerige, — hensmidt i en Krog af Helvede, ved en Bondes plumpe Næve! Den Skam, den Harme kunde aldrig forvindes. Og min yndige Hustru, mine smaa Børn! Til Skam og Harme kom en fortærende Længsel. Jeg havde ingen Ro paa mig; jeg maatte, saa dyrt det end skulde staa mig, tilbage til Verden.

Saaledes begyndte jeg at gaa igjen. Evig uforglemmelig er mig den første Nattevandring, jeg foretog paa Jorden. Det var velbekjendte, fortrolige Egne, gjennem hvilke jeg nærmede mig mit fordums Hjem; alligevel følte jeg mig saa fremmed, saa ængstelig tilmode. Jeg havde en Følelse liig den, som Misdæderen maa have, naar han ved Nattetid færdes paa sine forbryderiske Veje. Den mindste Lyd bragte mig til at fare sammen, om det saa end kun var et vissent Blad, som fra Træet faldt til Jorden. Jeg kunde have gjort Pinen kort, og med en Fart, i et Nu have været hjemme; men det var mig ligesom en Trang at sejgpine mig selv ved langsomt at snige mig fra Sted til Sted, og tømme de engang saa søde, nu saa bittre Erindringers Kalk Draabe for Draabe. Endelig traadte jeg bævende frem af Lunden. Borgen laa i det klare Maaneskin for mig. Jeg svævede frem i Skyggerne; Lyset var ikke længer for mig, ikke engang Lyset paa anden Haand. O, hvilken Forandring var der dog ikke foregaaet med