328
Undtagelser nær har enhver af Stamholderne i denne Slægt, Mand eller Kvinde, fornummet den kolde Haand een eller flere Gange, og saaledes vil det vedblive, indtil Slægten ikke er mere.
Netop nu føler jeg mig igjen manet i mit Indre; om lidt maa jeg igjen tilbage til Verden. Hvad der foregaaer, veed jeg ikke; men jeg kjender min Tid, og den kolde Haand vil aldrig forfejle sin Gjerning. —
Saaledes endte Greven af Roux, og hensank i en mørk og dyb Taushed for snart derefter at forlade mig.
Men jeg vil møde ham igjen, og jeg haaber, han skal blive Overbringer af nærværende Brev. Men Du, min Ven, behøver ikke at ræddes for den kolde Haand.
Du spørger naturligviis ikke, men Du kunde spørge: — Kommer Du ej engang selv? Hvorfor komme Andre, men Du ikke? — Jeg veed næsten ikke, hvad jeg skal svare herpaa. Vistnok, det føler jeg, kunde det ogsaa med mig komme dertil, at jeg i flygtigt Besøg vendte tilbage til Verden. Det beroer paa en vis indre Nødvendighed. Var den forhaanden, maatte jeg naturligviis ogsaa afsted. Men det vilde ikke være for det Bedste; det vilde være et Tillæg til min Pine, og jeg gruer derfor. Jeg veed det ikke, men jeg har en Formodning derom, at Djævelen herved har sin Finger med i Spillet. Gud blander sig ganske vist ikke deri. Har Man imidlertid, saa at sige, faaet Permission fra Helvede, ligger hele Verden En aaben. Men det vil
