Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/346

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

332

Helten Ajas, som holder den døende Patroklos oppe i sine Arme. I Baggrunden en Række af antike Præstinder i overnaturlig Størrelse. Der er noget Magisk, noget aandeagtig levende ved disse ophøjede Billeder i den kunstige Belysning. Og et særeget lykkeligt Indtryk gjør det, at disse Kunstværker saaledes ere stillede offentlig frem, for Alle og til enhver Tid tilgængelige, anbetroede den store Mængdes naturlige Ærbødighed for det Skjønne og Herlige. — — — — — — —


— — O, hvilken Daare jeg dog er! Er jeg ikke ifærd med at levere et Slags æsthetisk Rejsebeskrivelse! Herfra Helvede! Lee ikke, min Ven! Jeg kan ikke lee med Dig.

En saadan Magt har Erindringen over mig. Jeg bliver hvert Øjeblik borte, dog borte for mig selv aldrig. Disse Minder ere mit Liv, mit Alt. De ere mig dog ikke som et Bæger, hvoraf Man beruset sig, men som et Bæger, hvoraf Man drikker Gift, en Gift, som dog ikke dræber, men kun volder usigelige Smerter.

Hav Taalmodighed! Jeg skal see til at ave min udsvævende Tanke.


Med en stille, inderlig Glæde, som Verden ikke har Navn for, ligesom baarne af en Stemning, der svævede paa Grændsen mellem Virkelighed og Trylleri, vankede vi omkring fra det Ene til det Andet, nu og da vexlende nogle bevingede Ord. Naar vi saa for