21
vendig! Hvilke Hyl udstøder den ikke i sin Fortvivlelse! Frygtelige Hyl; men de høres ikke.
Har Du prøvet, hvad det er, en lang Nat at vælte sig paa sit Leje, uden at kunne finde Hvile, piint af bittre Nag, sørgelige Erindringer, eller simpelthen af Sorger og Bekymringer? Saa viid, at det altsammen kun er Vellyst imod hvad vi her maa lide en saadan endeløs Nat! Tilsidst blev Du dog mødig af at gruble og nage paa Dig selv; Naturen fordrede sin Ret, — lykkelige Menneske, Du faldt i Slummer! Isøvne glemte Du al din Elendighed; jo dybere Lidelsen havde været, desto dybere var ogsaa Søvnen. Og naar Du vaagnede, var der oprundet en ny velsignet Dag over Dig, med ny Naade, nye Forhaabninger.
Lykkelige, o lykkelige Menneske! — Ja, saaledes kalder jeg Dig medrette, hvad Du end maa lide, saa usselt Du end har det i Verden. Thi, agt derpaa, den Elendigste paa hele Jordens Kreds vilde imod een af os heri Pinen være at regne for lyksalig, hvis han blot kunde frigjøre sig fra Indbildningerne og tage sin Ulykke for hvad den i Virkeligheden er. Ja, saa underligt det end lyder, paa Jorderig, skjøndt det er en Virkelighedens Verden, er Ulykken stedse i større eller mindre Grad indbildt; heri Helvede derimod, skjøndt det kun er en Skin- og Skyggeverden, er Ulykken stedse fuld Virkelighed. I Verden kommer det saa meget an paa, hvorledes Man tager Ulykken; her gives der kun een Maade at tage den paa, nemlig den haarde, ubøjelige
