Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/362

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

348

at gaa med hende i Kirke. Det kostede Overvindelse. Ikke fordi jeg havde Noget imod Guds Ord; men der kom en Uro i mit Indre, som var mig højst piinlig; der blev rippet op i saa meget, som jeg helst ønskede for evig begravet. I det dagligdags Liv kunde jeg saa temmelig holde de alvorlige Tanker borte; men disse udvalgte Søndage var det mig umuligt. Noget, som laa skjult i mit Indres dybeste Kroge, gjorde sig med Magt gjældende, i Forbindelse med allehaande rørende Erindringer. Jeg kom til at føle, at jeg ikke var bestemt til at blive, hvad jeg var bleven. Men nu — ja, nu kunde det desværre ikke blive anderledes.

Men det Værste af Alt var det dog, at jeg engang imellem ikke kunde undslaa mig for at gaa tilalters med min Moder. Hun gik regelmæssig to Gange om Aaret, Foraar og Efteraar. Det var mig, som om jeg gik til min Død; men jeg kunde, jeg vilde ikke krænke og bedrøve hende. Saa gik jeg da, med Modbydelighed og Gru. Thi jeg var ikke nogen Gudsfornægter; ikke heller var jeg til den Grad letsindig, at jeg, som Man kalder det, kunde hæve mig over Tingen. Jeg følte tilbunds, at jeg ikke burde deeltage i den hellige Handling uden at bringe Hjertet med. Saa meget der end kunde lægges mig tillast, en Hykler var jeg i alt Fald ikke. Ærlig og oprigtig var jeg endog i mine største Udskejelser. Dog, lad mig ikke sige for meget.

Men med Jernhaand førte min Moder mig med sig. Bleg og angreben gik jeg ved hendes Side. Hun