349
meente sagtens, at det var af from Bevægelse; nej, det var af andre, ligesaa dybe Grunde. Det saakaldte Skriftemaal voldte mig en ulidelig Pine. Jeg gjorde mig Umag for, ikke at følge med; men Aanden var ved disse Lejligheder mægtigere end Kjødet; jeg begreb Sammenhængen kun altfor vel. Hostien maatte jeg vende og vende i Munden; Tungen syntes at blive tykkere og tykkere. Uvilkaarlig maatte jeg tænke: — Vil det ogsaa lykkes Dig, at faa den ned? — Det var en sand Sjæle- og Hjerteangst. Havde jeg før været bleg, saa blev jeg nu rød. Med Vinen gik det lettere; den var dog flydende. Men det var, som om den brændte i mine Indvolde. Det varede i Almindelighed længe, inden jeg ret kom mig efter denne Dag. Jeg maatte kaste mig ind i en Hvirvel af Adspredelser og Lyster for at bedøve, og, som jeg kaldte det, komme tilrette med mig selv.
Saaledes havde jeg det dengang. Men nu, min Ven, nu føler jeg, at, selv om jeg derved kunde have frelst min Moders Liv, skulde jeg ikke være gaaet tilalters. Jeg tabte Mere, o, tusinde Gange mere ved disse Altergange, end hun vandt derved.
Een af disse sørgelige Altergange træder især stærkt frem i min Erindring. Og naar jeg spørger mig selv: — Hvorfor netop denne? — saa staaer en slank Pigeskikkelse for mig, i den første Ungdoms Glands, af en, saa at sige, aandelig, paa inderlig Maade rørende Skjønhed. Hun staaer med Hovedet en Smule bøjet;
