351
hastig vende mig bort. — Hvad var det dog for en Misdæder, som stirrede mig imøde? — Isandhed, der var ikke alene noget Fremmedt, men tillige noget Frygteligt i disse blege Træk, som jeg maatte kalde mine! Jeg var nærved at blive bange for mig selv.
Endelig var Timen nær; jeg gjorde mig færdig, og gik hen til min Moder. I Dagligstuen traf jeg Lili alene. Ogsaa hun saae angreben ud.
—Er Du ikke vel, Lili? Du seer saa bleg ud. — yttrede jeg, idet jeg tog mod hendes fremrakte Haand. Hun smilede. O, dette Smiil var engang mit Himmerige! Dog, vee mig, at jeg ikke havde andet! Nu har jeg ikke engang det!
— Jeg har det godt, rigtig godt. — svarede Lili stille.
Og hun gik ud for at sige min Moder, at jeg var kommen.
Jeg fuldt i Tanker. Den synlige Bevægelse, hvori jeg havde truffet hende, tog min Sjæl fangen. Der gaves intet mere tiltrækkende for mig end at løse de Gaader, som hendes Væsen frembød. Og i denne Stund var det dertil en lykkelig Adspredelse, at see ind i hendes Hjerte istedetfor mit eget.
Mit Blik faldt paa en lille Bog, hvori hun nylig havde læst. Her var Gaadens Løsning. Det var en saakaldt Kommunionbog.
Jeg læste, hvor den var opslaaet:
