352
— I Nadveren indgaaer Frelseren med den troende Sjæl et Samfund saa inderligt og fuldkomment, at ingen Tunge formaaer at beskrive det. Forbilledet for denne lyksalige Forening er Forholdet mellem Brudgom og Brud. Det er langtfra at være nogen blot Lignelse. Jesus er virkelig Brudgommen, og den fromme Sjæl er Bruden. I en uendelig Kjærlighed, usigelig dyb og sød, hengive de sig til hinanden, og finde Salighedens Fylde i en fuldkommen, evig Forening. —
Nu forstod jeg, eller fik dog en Anelse om, hvad der foregik i Lili, hvad det var, som saa inderlig bevægede hende.
Hendes Sjæl var bevæget ligesom Brudens, naar det Øjeblik nærmer sig, da hun skal hengive sig til og tilhøre den valgte Brudgom. Hun har aldrig før kjendt saa sød en Følelse, hun har aldrig følt sig saa lykkelig, og dog er hendes Indre fuldt af bævende Uro. Hun længes, hun higer efter at give sig hen, og føler sig dog ligesom fristet til at fly. Hun blusser og blegner, et Bytte for Blusel og Frygt, skjøndt hun føler forvist, at, naar hun hviler ved sin Brudgoms Bryst, vil der ingen Frygt gives for hende mere.
