Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/369

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

355

Han er tapper og trofast, haard som Jern og fast som Granit; skjøndt tagen ligefra Ploven, slet indøvet og udrustet og slet kommanderet, af Mangel paa Befalingsmænd, gjorde han sin Pligt til det Yderste. Men aldrig ere disse gode Egenskaber blevne daarligere paaskjønnede og benyttede, aldrig er en god Soldat bleven slettere ført, end det skete i denne ulykkelige Krig. En falsk Aand gik igjennem det Hele; fra oven af udbredte den sig stedse videre nedad. Længe kunde Man ikke forstaa, hvorledes saa megen Tapperhed hos Krigerne, saa store Opoffrelser fra Folkets Side kunde være frugtesløse. Nu ligger det klart fremme. Der gjorde sig i det Skjulte en mægtig Indflydelse gjældende, for hvilken alle gode Kræfter maatte ligge under. Vi havde ikke alene den overmægtige Tydskhed overfor os, men ogsaa midt iblandt os. Ubemærket havde i Tidernes Løb det fremmede Væsen sneget sig ind og ynglet i vor Rede, for engang under ulykkelige Kaar at komme frem for Lyset. Nu hæver det frækt sit Hoved, modiggjort ved Fædrelandets Ulykke, og river det godtroende, forknytte Folk med sig, ja endog ægte patriotiske Hjerter i Tusindviis. See, det er Kilden til mit Fædrelands Elendighed. Danmark var aandelig erobret, længe førend det legemlig maatte ligge under. —

— Det er rigtignok en sørgelig Historie. — yttrede jeg deeltagende.

— Ja tilvisse sørgelig, og, saa vidtløftig den end er, lader den sig sammenfatte i faa Ord: — Det lille