Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/37

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

23

ner, ikke saa meget om mit, som om Djævelens Mesterskab, forstod jeg, saalænge jeg levede i Verden, at holde denne Bevidsthed nede, og næsten ganske at kue den. Tage Livet af den formaaede jeg ikke; men jeg holdt den i et Fængsel saa dybt og snevert, at den saa godt som var at regne blandt de Døde. Naaede dens Røst undertiden op til mig, var det kun som en sagte Hvisken, hvorpaa jeg ikke behøvede at give Agt. Men Mesterskabet strakte sig endnu langt videre; jeg forstod, tiltrods for mig selv, efterhaanden at slaa mine Synder hen, og glemme dem, ja virkelig glemme dem, som om de aldrig havde været til.

Men nu, o nu, — denne Glemsel var kun et djævelsk Gjøglespil. Alle mine Synder staa for mig; der mangler ikke een eneste! Tværtimod, de ere mange Gange flere, end jeg i Verden blev mig bevidst. Der var tusinde Ting, som jeg agtede for Intet, og som nu rejse sig imod mig med bitter Anklage. Jeg seer mig selv, saa livagtig, saa fuldkommen, som jeg aldrig har seet Noget i Verden; mit Væsen er ligesom udspilet for mine Øjne i sine mindste og hemmeligste Dele. Mit Liv ligger for mig ligesom et Ribs, udført i de fineste Træk, og ingen Linie er saa svag, intet Punkt saa lidet, at det jo falder mig i Øjnene. Det er Synd paa Synd og Daarlighed altsammen. Min forpiinte, ængstede Sjæl søger frem og tilbage, hid og did, den vrider og vender sig for at finde et Sted, om end nok saa lidet, hvor den kan hvile sig, finde blot et Øjebliks Fred og