Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/370

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

356

danske Folk foer op som en Løve, men faldt ned som et Faar, ja, som det dummeste Faar. Efter Krigen gjorde den Mening sig gjældende i stedse videre Kredse, at Man ved at indrømme Fjenden Alt, hvad han forlangte, vilde have undgaaet alle Ulykker. Æren, Friheden, endog den folkelige Existents kom herved ikke i Betragtning. En kjærlingeagtig Forknyttelse og Betragtningsmaade greb mere og mere om sig. Man dømte Sagen efter Udfaldet. Udfaldet havde været saare ulykkeligt; følgelig havde Sagen været slet. Man var endog ikke langt fra at sværge paa, at Ulven sletikke havde nogen Uret, men at al Skyld var paa Faarets Side. Den ægte spidsborgerlige Egoisme, som kun har Øje for sine egne smaa Vilkaar, opløftede trindt omkring sin Røst i høje Toner, for at raabe Vee over alle dem, der havde troet at maatte vove Noget for Fædrelandets, Folkets, Frihedens Skyld. Til selve Tronen naaede disse modbydelige, aldrig før hørte Røster. —

— See her, — vedblev han, idet han rakte mig Bladet: — her have vi til fyldestgjørende Prøve en saakaldt Adresse med talrige Underskrifter. —

Jeg læste. Ja isandhed, det var til at væmmes over. — Ynkelige Klager over Kontributioner, Ægtkjørsler, Indkvartering, det aandelige Tryk. Ingen Tanke for Fædrelandet, det Heles Velfærd. Vilde Hyl imod den Regjering, som havde ført Krigen for Ære, Selvstændighed, Tilværelse, denne saa hæderlige Kamp for Alt, hvad der maatte være helligt og dyrebart.