Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/372

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

358

— Der seer Du, — sagde jeg da: — at Du har været uretfærdig i dit Klagemaal. Braadne Kar i alle Lande; det er en gammel Erfaring. Du har endnu et Folk, som Du tør vedkjende Dig. Afskummet svømmer jo stedse ovenpaa, og det seer altid ud til Mere, end det virkelig er. I rolige, lykkelige Tider maa det smukt holde sig paa Bunden; det gjælder ikke for en Døjt. I oprørte, ulykkelige Tider derimod kommer det frem paa Overfladen; det vil dog ogsaa gjælde Noget. Men ved Lejlighed skammer Man det af; dermed er Sagen klaret. I rene Ord: — Hvor saadanne Digte endnu kunne blive til, der har det ingen Fare, hverken med Æren eller Livet. —

Han lod sig overbevise og berolige, og nu gottede vi os, efter fattig Lejlighed, over denne lumpne Adresse. Een af mine Venner satte Melodi til den, og den gjorde i Sang en ypperlig komisk Virkning. Snart var den vidt udbredt i vor Kreds, og gjorde stormende Lykke.

Det hører nemlig til Dagens Orden heri Helvede, at, naar der kommer noget rigtig forargeligt eller ynkeligt til os fra Verden, sætte vore Komponister det i Musik, og det gaaer over til at blive en Art Folke- eller Gadeviser. Forøvrigt er det, som Du vel kan tænke Dig, ikke vore eneste Viser. Vi have en Overflødighed af liderlige Sange, som komme til os med Melodierne, fix og færdige. Men det er naturligviis kun Helvedes Pøbel, som deri finder Moro — havde