Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/378

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

364

hun mig en Aftenstund følgende Legende. Jeg hører endnu den sagte, melodiske Røst, hvormed hun, ligesom i al Hemmelighed, plejede at fortælle sine Historier.

Hvor hun fik disse Historier fra, har jeg aldrig kunnet udgrunde. Ofte var jeg tilbøjelig til at tro, at hun havde dem ligesom ved Inspiration. Men Nok er det, jeg hørte paa dem med et Slags Andagt, og troede paa dem, — jeg havde nær sagt: som paa Evangeliet.

— Et Menneske laa paa sit Yderste. Verden svandt bort omkring ham som en Taage. Endelig var det store Spørgsmaal faldet ham paa Hjertet: — Hvor kommer Du hen, naar Du farer bort herfra? — Og med dette Spørgsmaal var en bævende Uro og Angst kommen over ham.

Han laa paa sit Yderste, i de sidste store Smerter. Men trindtom hans Leje stode ti frygtelige Skikkelser, stive, kolde, ubønhørlige; det var de ti Guds Bud. Og de opløftede deres Røst imod ham, den Ene efter den Anden, og anklagede ham heftig. Den Første sagde: — Ulykkelige, hvor mange Guder har Du ikke dyrket i Verden og dit syndige Hjerte! — Den Anden: — Hvor ofte og paa hvor mange Maader har Du ikke taget Herren din Guds Navn forfængelig! — Den Tredie: — Hvor ofte har Du ikke brudt Hviledagens Fred for Dig selv og Andre? — Den Fjerde: — Hvor ofte har Du ikke trodset Gud i dem, Du skyldte Lydighed og Ærbødighed? — Den Femte: — Hvor ofte