Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/379

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

365

har Du ikke krænket din Broder og traadt Barmhjertigheden under Fødder? — Og saaledes fremdeles, den Ene efter den Anden, alle Ti, og tilsammen raabte de Vee over ham.

Men den Døende vred sig i Angst og Kval paa sit Leje, og kunde slet intet svare. Han maatte vel føle, at han var ganske fortabt. Endelig fremstammede han fortvivlende: — Kan da Intet formaa Eder til at forlade mit Leje, I skrækkelige Anklagere, at jeg kan dø i Fred? —

Og de svarede ham: — Kun paa eet Vilkaar kunne og ville vi vige Pladsen. Naar vi Ti gaa bort, vil der komme Een istedet, og ham maa Du ubetinget, med Liv og Sjæl, i al Evighed tilhøre. Vil Du gaa ind paa dette Vilkaar? —

Den Elendige grundede. Ogsaa dette forekom ham frygteligt; hans Hjerte bævede ligesom i de sidste Slag. Endelig svarede han: — Nuvel, viger da bort og lader den Ene komme! Jeg vil dog heller have med Een at gjøre end med Ti. —

Neppe havde han udtalt, førend de mørke Anklagere vare forsvundne, og i deres Sted stod en lysende Skikkelse, høj og mild, Barmhjertighedens udtrykte Billede. Den Elendige heftede sit bristende Blik paa Skikkelsen. Skjøndt døende følte han ligesom et nyt Liv i sig. Pludselig randt ham hans Daab ihu og hans for længe siden glemte Børnelærdom, hvad engang hans fromme Moder havde fortalt ham som et lille