Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/38

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

24

Lise; men der gives ingen fri Plet, ikke een eneste. Synd paa Synd overalt, brændende Nag og Pine.

Og dog har jeg ingenlunde været, hvad Man i Verden kalder et slet Menneske. Nej langtfra, tværtimod! En stor Egoist, men ikke blottet for naturlig Medfølelse; stærk i Kjødet, men ikke uden aandelige Interesser; af voldsomme Lidenskaber, men altfor dannet til at give store Anstød. Beleven, imødekommende, hjælpsom, i det Hele taget, godhjertet, saalænge min Lidenskab ikke forblindede mig, nød jeg ikke alene almindelig Yndest, men ogsaa almindelig Agtelse. Jeg var, kort at sige, et Menneske, som Verden kunde bruge. Men det var langt fra min Mening, at lade mig bruge af Verden; tværtimod, det var min faste Iid, at bruge den. Uden Tro, uden andet Formaal end de uophørlig vexlende, som Øjeblikket frembød, levede jeg kun for Nydelsen. Uden Tro — sagde jeg; men det er dog ikke den fulde Sandhed. Som Barn havde jeg en Tro, inderlig og levende; men da jeg traadte ud i Verden, kunde den ikke bestaa. I et vildt Ungdomsliv gik den ganske under. Paa et vist Punkt af mit Liv syntes den dog igjen at skulle bryde sejerrig igjennem. Men da Alting brast, brast ogsaa den, for aldrig at samle sig og komme til Kræfter mere. Tilintetgjøre den, det formaaede jeg ikke; og Hvo veed, om jeg havde gjort det, hvis jeg havde kunnet? Lige indtil min Død havde jeg Følelsen af, at jeg indeni mig endnu bar paa det fromme lille Barn, jeg engang havde været. Men jeg taalte ikke mindste Gny af