Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/380

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

366

Barn, om Gud, som er Kjærlighed, og om—Syndere, som kunne blive salige. I et Nu stod det klart og levende for ham, som om det aldrig havde været ude af hans Tanker. Og han kjendte Skikkelsen.

Da opklarede et saligt Smiil hans Aa—syn; han udstrakte uvilkaarlig sine Arme og udbrød med den sidste Kraft:

— Ja, Dig vil jeg med Liv og Sjæl, i al Evighed tilhøre! Herre, forbarm Dig, — annam min Aand! —

Og saa brast hans Hjerte. Han var gaaet bort i Fred.


Der var Noget af Flagermusens Natur hos Tante Betty. Om Dagen kom hun kun sjelden ud; om Aftenen derimod foretog hun sig, under Mørkets Dække, hyppige Udflugter i Staden, i Almindelighed ledsaget af en Pige. Til disse Udflugter, som til en vis Grad bare Karakteer af Hemmeligheder, havde hun en særegen, besynderlig Dragt, Forklædning kunde Man gjerne kalde det. Jeg seer hende for mig med den gamle Kyse, som blød og uformelig næsten klappede sammen om hendes Ansigt og gjorde hendes Træk ukjendelige, med det gamle uldne, langfryndsede Shawl, de solide Læder-Ankelsko og den umaadelig store Pose paa Armen. I denne Dragt, under hvilken Man ikke let skulde have tænkt sig den rige og anseete Fabrikherres Søster, gik hun med sin Pige ud paa Afteneventyr, ligesom i Tusind