Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/382

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

368

kom afsted. Tante gik efter et Avertissement, som i de stærkeste Udtryk skildrede en Enkes Nød, der „havde seet bedre Dage”. En stor Vanskelighed var det altid at opspore det angivne Sted, hvor den Nødlidende var at finde. Det var naturligviis som oftest i de smaa afsidesliggende, næsten ukjendte Gader, hvor Stadens fattige Befolkning var pukket tæt sammen. Smuds, Prostitution, Slagsmaal hørte her til Livets daglige Orden. Der udfordredes rigtignok et varmt, for ikke at sige, et modigt Hjerte hos det Fruentimmer, som skulde vove sig ind i disse Regioner. Men endnu vanskeligere og værre var det dog at finde sig tilrette i disse Huse paa fire til sex Stokværk, hvori tyve, tredive mere eller mindre usle Partier boede, paa disse mørke, stinkende Trapper og Gange, og blandt disse Elendighedens Huler netop at finde den rette.

Denne Aften havde vi i Besynderlighed Uheld med os, og ikke langt var det fra, at vi havde opgivet det. Først kom vi ind i det fejle Huus. Vi stavrede op og ned, og maatte gjennemgaa en sand Skjærsild, inden vi opdagede vor Fejltagelse og slap ud igjen. Saa fandt vi da endelig det rette Huus, og begyndte igjen at banke paa Dørene for at spørge os for. Nye Prøver paa Uvillie, Arrighed, grov og letfærdig Skjemt. Men Anviisningen var sikker; ved at følge den kom vi endelig op paa Kvisten. Her standsede vi for at puste ud et Øjeblik og lytte. En forvirret Støj lød os imøde, højrøstet Tale, Latter og klingende Glas. Vare vi maaskee