Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/383

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

369

igjen gaaede fejl? Her kunde dog umulig den fortvivlede Enke bo, med sine Børn nedsunken i den dybeste Elendighed. Vi famlede os til Siden, bort fra Lystigheden og Larmen, og vare saa heldige at finde en Dør. Men Ingen vilde høre vor Banken. Dog jo, med en Fart blev den modsatte Dør aabnet, den, gjennem hvilken Støjen lød ud til os, og ud traadte en fejende Matrone med Lys i Haanden, en velnæret Skikkelse med blussende Kinder og funklende Øjne, en moderne Bacchantinde mellem tredive og fyrretyve Aar. Den brede Kappestrimmel var fløjen tilbage fra hendes Ansigt; Kraven omkring hendes Hals havde løst sig og hang paa den ene Side. Paa den ene Fod havde hun en Tøffel; paa den anden traadte hun i den blotte Strømpe.

Tante spurgte ganske forvirret om Enken N. N.

— Det er mig. — svarede Fruentimmeret paa den mest utvungne Maade: — Behag at træde herind! — Og hun gjorde Mine til at ville føre os over paa den anden Side af Gangen.

Men da blev min Tante nidkjær i Aanden, og fik hele sin Fatning tilbage.

— Er det Dem? sagde hun: — Nej, saa ville vi med deres Tilladelse heller træde herind. Hvad jeg har at sige Dem, kunne ogsaa Deres gode Venner have godt af at høre. —

Og hun stødte Døren op til Selskabsværelset, i hvilket der imidlertid var blevet ganske stille. Paa hendes