Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/384

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

370

Vink traadte Fruentimmeret ind iforvejen. Men Tante trak mig med sig, og blev staaende paa Dørtærskelen. Det var en saare gemytlig, men i samme Grad komisk Scene, der frembød sig for os. Det skottede vistnok ikke det lystige Selskab, navnlig Festgiverinden, paa Frækhed; men Betuttelsen, Forlegenheden var dog for nogle Øjeblikke bleven den herskende. Madamen havde ikke ventet Besøg saa silde; Modtagelsesapparatet var ganske i Uorden. Og der stod min Tante i Døren, en mystisk Skikkelse, udrustet med en Kraft og en Myndighed, som ellers ingenlunde vare hende egne. Saasnart den stærke blandede Duft af Bøfsteg, Tobak, Brændeviin og Punsch, som slog os imøde, tillod hende at faa Vejret, tog hun tilorde, og hun læste det ærede Selskab Texten saa syndig, som ønskes kunde. Aldrig havde jeg troet, at den kjære, fromme Tante kunde være saa hvas. Og, saasnart hun havde sagt sit sidste Ord, drejede hun sig om paa Hælen, tog mig ved Haanden, og stolprede igjen nedad Trappen.

Hvor Tante var oprørt! En saadan Misbrug af Folks Christengodhed havde hun dog aldrig drømt om. Men Sagen var alligevel ikke uden en vis Tilfredstillelse for hende. Hendes Ærgrelse var blandet med en vis inderlig Stolthed over, at hun saaledes havde faaet sagt det skammelige Pak Sandheden, og at Ingen havde vovet at gny imod hende.

Men, førend vi vare komne igjennem ret mange Gader, var hendes Blod allerede betydelig blevet afkjølet,