Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/387

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

373

Tante og Konen sade allerbedst i det, kom Manden hjem og traadte ind i Værelset. Konen standsede ligesom med et Ryk midt i sin Tales Strøm, og aftørrede hastig sine Taarer. Der opstod en underlig trykkende Stilhed. Med øjensynlig Forbauselse betragtede Manden den Scene, han fandt for sig, og mumlede uvillig Noget mellem Tænderne. Det var en simpel Arbejdsmand, som, tiltrods for Konens gruelige Skildringer, saae ret skikkelig ud.

Men Aanden kom over Tante. Hun var saa oprørt over den Behandling, den stakkels Kone havde maattet lide; hendes Hjerte brændte i hende og lagde hende flammende Ord paa Tungen. Hun rejste sig, og holdt en Straffetale til Manden af den allerdjærveste Art, idet hun foreholdt ham hans ugudelige, skammelige Levnet. En Stund hørte han forbauset til, med aaben Mund og store, runde Øjne, og lod hende uforstyrret udtale sig. Men pludselig afbrød han hende med en Trumf i Bordet, idet han raabte: — Men det er jo en Helvedes Løgn altsammen! Lad det nu være Nok, Madam! See til, at De kan pakke Dem strax paa Timen! —

Men det Mærkværdigste er endnu tilbage. Konen, som hidtil havde siddet ganske taus, foer nu op og tog sin Mands Parti, med Næverne i Siden og under en Strøm af Ukvemsord. Det fik ganske Udseende af, at Tante var kommen med en heel Pose fuld af Løgn for at sætte Splid mellem Ægtefæller, som Intet havde at