Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/391

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

377

havde gjort mig til. Kjødets vilde Natur var begyndt at komme til Magt i mig; Verden og dens Lyst var begyndt at stikke mig i Øjnene og drage mig til sig. Dog endnu var mit Hjerte blødt og let at røre. Egentlig haard blev jeg aldrig, saalænge jeg levede. — Men det er forfængeligt, at tale derom. Mit Liv har været fuldt af Rørelser; men de vare ligesom en Røg, der i næste Nu har opløst sig og er borte.

Men dengang var det anderledes; Guds Rige var endnu ikke kommet langt bort fra mig. Saa ofte jeg blev aandelig rørt og bevæget, vendte det ligesom med høj Flod tilbage til mit Hjerte, og fyldte det ganske. Saaledes hiin Aften. Jeg foldede uvilkaarlig mine Hænder, og mit Hjerte sagde: — Abba, kjære Fader! —

— Jeg bryder mig ikke en Døjt om det! — vedblev Tante, idet hun tog Tøjet af: — For seer Du, Otto, jeg gik rigtignok fejl af Mennesket, som jeg vilde gjøre vel imod; men jeg traf ham, som for evig Tid har gjort vel imod mig, og min gode Idræt gik ikke tilspilde. Han stod, som Du selv nylig har hørt, bagved Kvinden, som saa skammelig bedrog mig, og sagde: — Du min Faders Velsignede! Dette har Du gjort imod mig! — Nej, Otto, der er ikke Spor af Knude i mit Hjerte. — Godnat, min egen Dreng! Nu ville vi sove. —

Denne Aften glemte jeg ikke at bede min Bøn, inden jeg faldt isøvn, ikke heller mange efterfølgende.